Jeg var forleden til et debatarrangement arrangeret af CAFX's 'cirkularitetskommission'. De har arrangeret et række oplæg, hvor de har inviteret 6 arkitekter til at fremlægge et lovforslag, som de mener vil være vigtigst i at gennemføre en grøn omstilling i byggebranchen. Denne gang var det Søren Nielsen, kendt som partner i tegnestuen Vandkunsten, og nu professor på Aarhus Arkitektskole.
Sørens lovforslag blev leveret i 2 dele: et midlertidigt forbud for alt nybyggeri, og et forbud mod nedrivning. Dertil kom en række underparagraffer med præciseringer, undtagelser osv. Lovforslaget var også udgivet i dagbladet Information med flere detaljer og eftertanker og i et mindre juridisk sprog.
CAFX havde samlet et panel af eksperter, som skulle debattere lovforslaget, øjensynligt med det formål at finde svagheder, konflikter og mangler i lovforslaget og kommentere på dets realisme og gennemførlighed. Debatten fokuserede i høj grad på den første del af lovforslaget, omhandlende byggestop, mens der var bred opbakning for et nedrivningsforbud og deraf lidt at sige herom. Desværre blev debatten i mine øjne lidt for fokuseret på eksperternes egne meninger om byggebranchens fremtid, med kritik som manglende fokus på de sociale konsekvenser af et byggestop og hvorfor-ikke-fokusere-på-den-her-agenda-som-jeg-tilfældigvis-er-fortaler-for. Hovedkritikken var, at der simpelthen ikke var nok fylde i lovforslaget. Søren havde ikke identificeret og behandlet alle de udledte konsekvenser et byggestop ville have. Jeg synes, dette en lidt tam kritik at give til en arkitekt, som muligvis for første gang i sit liv giver sig i kast med en juridisk beskrevet politisk beslutning, og endda som et tankeeksperiment til et oplæg foran 30-40 personer fra byggebranchen. Selvfølgelig havde han ikke behandlet alle konsekvenser, og selvfølgelig havde han ikke alle svar. Han forsøgte både i oplæg og debat at fremhæve, at oplægget var ment mest som en provokation, som kunne starte en samtale og samtidigt udvide branchens horisont ift. mulige/nødvendige løsninger, og ikke som et reelt og færdigtarbejdet lovforslag. Jeg var ked af, at debatten blev hevet nedad i en lidt kedelig spiral af juridiske petitesser og realisme. Min opfatning af arrangementet var netop at glemme virkeligheden for et øjeblik og tillade os selv at starte i en fremtidigt Danmark, hvor lovforslaget var lov, og vi derfra kunne diskutere hvordan man bedst imødekom de konsekvenser og problemer, forslaget måtte resultere i.
I stedet for at høre om hvordan branchen skal innovere, dyrke vores kreativitet, arbejde sammen og andre halvtomme ord, ønskede jeg mig, at der blev dykket ned i Søren fremtidige vision og diskuteret derfra. Da det ikke skete, vil jeg forsøge at nedskrive de tanker, jeg selv fik på emnet:
Sociale konsekvenser: Boligpriser og huslejer i storbyer og ulighed
Storbyerne vokser, og der er stort behov for flere boliger. De høje boligpriser i byerne, uretfærdigt høje for mange, er direkte afledt af denne mangel på boliger til tilflytterne, og et byggestop vil forværre problemet ind i ekstremerne. Derfor må vi ikke stoppe med at bygge.
Størstedelen af danskerne har en pensionsopsparing forvaltet af andre. Disse penge skal investeres og forrentes, så der er penge klar til otiummet, og den mest sikre måde at gøre dette på er i mursten. Uden nybyggeri vil vores strategi til pensionsopsparinger ikke længere fungere, og alle danskere vil lide. Derfor må vi ikke stoppe med at bygge.
Tilsammen kan disse to argumenter synes at have veto-status, hvis man ikke tillader sig selv at tænke lidt mindre binært: byg eller ej-byg. Her må man gerne tænke ud over branchens grænser. Det første problem, tendensen for befolkningstilvækst i storbyer omtaltes lidt som en naturlov i denne debat. Er den det? Kunne man arbejde med problemets rod, i stedet for at tvinge byggebranchen ind som det eneste svar? Hvad kan der gøres politisk for at ændre på denne demografiske tendens? Der er heller ingen naturlov, som siger, at storbyer er mere bæredygtige end en spredt befolkning - især når storbyerne nødvendiggør nybyggeri, alt imens der står boliger tomme og ubrugte hen andre steder i landet? Hvordan kan man gøre det mere attraktivt at bo uden for byerne? Det handler højest sandsynligt om ikke at tvinge folk ud af byerne (her kan man se på succesen/fiaskoen med at flytte universitetsuddannelser på landet), men at give fordele og incitamenter til de, som selv vælger at flytte derud. Kan man give skattelettelser til beboerne i Danmarks mindst beboede kommuner? Kan man reducere afgifter ifm. renovering af eksisterende boliger og reducere barrierer i lokalplaner og tilladelsesansøgninger (sammenspillende med lovforslagets del 2)? Tænkes dette også sammen med en omlægning af landbrugsjorder til regenerativ dyrkning eller vild natur, vil det kunne have stor indflydelse på hvordan vores landskab ser ud, og nok ikke på en dårlig måde.
Det andet problem vedrørende især pensionskassernes natur kræver ligeledes en mere udvidet gentænkning af vores pensionssystem og generel økonomi. En ting er sikkert, hvis hovedformålet med at bygge er at skabe investeringsobjekter (som Søren skriver i sin kronik), så har vi ingen chance for at skabe en reel bæredygtig og regenerativ byggebranche. Byggebranchen er for stor og for omkostningstung til at være et økonomisk greb - dets primære mål må og skal altid være at opfylde et reelt menneskeligt eller samfundsmæssigt behov. Flere boliger kan være et sådant behov. Det kan hospitaler, infrastruktur til grøn-energi og endda kultur-bygninger også. Motorveje, kæmpetunneler, kunstige øer og boligblokke som investeringsobjekter eller makroøkonomiske løftestænger for et vækstsamfund bør kritiseres nøje. Hvad godt er vækst, hvis vi via disse greb destruerer landzoner og eliminerer livet på landet, ødelægger lokale og regionale havmiljøer og øger CO2 udledninger? Alt sammen konsekvenser som i sidste ende har negative effekter på økonomien, i form af enormt store rednings-, opretnings-, sundheds- og naturkatastrofeomkostninger. Jeg har ikke en klar løsning på hvorledes pensionssystemet kan omstilles. Det havde jeg håbet, man kunne have brugt debatten til at udforske med eksperter fra andre brancher, men jeg mener ikke, at den nuværende kurs er holdbar.
Konkurser: Hvilken type virksomheder vil et byggestop dødsdømme, og hvordan kan disse virksomheder transitionere eller hjælpes igennem.
En sand liberal ville jo byde et frit marked, hvor virksomheder lever og dør alt efter markedets skiftende behov, velkommen. En given industri/virksomhed har ingen berettigelse af og i sig selv. Dens eksistens må opfylde et behov, og når samfundets behov ændres, opfindes nye virksomheder til at imødekomme de nye behov, mens andre, ældre virksomheder, som måske har haft en storhedstid tidligere, enten må omstille sig eller udgå. Protektionisme er at skyde sig selve foden på den lange bane, også selvom det kan være svært for en regering eller et samfund at tro, at det kan overleve uden den økonomiske aktivitet som en given virksomhed bidrager med. Der er kun to muligheder for en forældet virksomhed: enten hives plasteret af med en kortvarig og intens smerte som må behandles, men går hurtigt over igen, eller en udtrukket, pinefuld død over tid. Det samme må gælde for aktører i byggebranchen.
Et byggestop vil flytte langt de fleste virksomheder over i et renoverings- og transformationsmarked, hvilket er en god ting for klimaet. Her er der masser af arbejde at finde, og masser af plads til udvidelse. Mange nye ekspertiser skal opbygges, og rejsen mod nye materialer skal fortsætte. Nedrivere ville omdøbes til dekonstruktører. Arkitekter og ingeniører vil begge henstille sig mod genbrug. Arbejdet omkring opbevaring af data om eksisterende byggerier ville boome, da denne viden vil være langt mere værdifuld i en verden uden nedrivning. Det sagt vil der være virksomheder, som ikke kan omstille sig. De byggefolk, som ikke har midlerne eller evnerne til at etablere sig i en verden af genbrug og renovering vil lide, ligesom mange producenter af byggevarer vil se deres salg falde enormt, fx betonelementleverandører, da eksisterende byggeriers konstruktive skelet vil være største prioritet at beholde, og ombygninger og renoveringer nemmere udføres med lettere materialer som stål og træ. Og hvis der vitterligt er mindre arbejde for en byggebranche med dette lovforslag som fremtiden, anser jeg dette for et tegn på, at vi er stødt op imod en planetær grænse. Det må være logisk nok, at jorden har en øvre grænse for hvor meget byggeri det kan tåle. Set fra et arbejdsmarkedsperspektiv, er tab af disse jobs selvfølgelig en negativ konsekvens af lovforslaget, men dette må afbalanceres med de miljø- og klimatiske positiver, samtidig med en plan for hvordan disse jobs kan findes andre steder. Jeg synes, det er lige ironisk nok at sige, at man stoler på at teknologisk udvikling og innovation nok skal redde os, og samtidig benægte, at vi er i stand til opfinde nye aktiviteter for at kompensere for de aktiviteter, som må udgå i en regenerativ fremtidig.
Til sidst synes jeg, det ville have været mere givende, hvis de tre eksperter havde, i stedet for at sætte sig imod lovforslaget og forsøge at finde alle grundene til at det ikke var realistisk, iklædt sig rollen som Sørens politiske rådgivere eller spindoktorere og havde nærmere overvejet hvilke ændringer og tilføjelser, der skulle til for, at lovforslaget kunne blive en ‘succes’, og dets konsekvenser kunne afbødes, uden helt at fjerne forslagets essens. For der er virkeligt gode tanker bag lovforslaget set med klima-øjne, og jeg savner lidt en holdning af undtagelsestilstand ift. klimakrisen, hvor aktioner til fordel for klimaet prioriteres, og så må vi alle, som kreative og modstandsdygtige mennesker, finde ud af at løse op i de samfundsmæssige, økonomiske og retfærdighedsmæssige knuder, det måtte afføde.
